|
Sønderjysk Kaproning i Haderslev
lørdag d. 19. Juni 2010
Guldmedalje!! Var vi virkelig så gode?
Jeg har trænet de sidste par måneder med min
faste ro-makker Pia. 'Trænet' er måske så meget sagt, men vi roede
da fast hver tirsdag.
Desværre trådte hun forkert ud af en trailer og kom til skade med
ryggen ca to uger før Kaproningen. Nu var gode råd dyre, for tiden
var knap,
og jeg skulle finde en ny ro-makker. Heldigvis var Annika klar på
opgaven. Der var bare et lille problem; vi havde kun roet sammen
enkelte gange
før og aldrig i den 2'er inrigger, som vi skulle til kaproning i.
Altså havde vi et par hårde træningsuger foran os, hvis vi
skulle nå at finde rytmen
sammen, øve starter og blive gode til at
”lade åren arbejde under vandet.” (citat Poul Erik, vores styrmand
og træner)
Så kom det næste problem; skiftende vagter,
møder, motionsløb, babypasning og arbejde gjorde, at vi kun kunne nå
at træne sammen to gange.
Men to gange er da også bedre end ingenting. Hovedsagen var, at vi
lige prøvede at ro sammen og finde rytmen. Men hvad gør man,
når den ene er stærk som en okse og den anden tager taber-tag hver
anden gang? Det viste sig at blive lidt af et projekt for en ellers
yderst tålmodig Poul Erik.
Vi blev langsomt bedre, og efter et par runder på søen med gentagne
forsøg på at ro i takt i den hurtige start, og efterfølgende komme
lidt ned
i tempo, så vi forhåbentlig kunne holde alle 500 m, blev vi enige om
at spare på vabler og kræfter. Og så skulle det bare blive
lørdag...
Vi havde fulgt den skiftende vejrudsigt i dagene frem til lørdag, og
selvom den var noget ustadig, var vi dog en lille smule heldige. Det
holdt – næsten – tørvejr, og det blæste kun en halv pelikan! Efter
lidt snak og
taktik fik vi båden i vandet. Den var fyldt med go karma for Michael og
Michael havde vundet sølvmedalje på langturen om morgenen.
Hans og Thomas og hund stod klar på land for at heppe og sende endnu
mere go karma ud til os. Desværre havde de glemt Vuvuzela-hornene,
så vi kunne ikke rigtig høre dem for vinden. Men vi havde set, at
der var pølser på grillen, så da starten gik, var det bare om at ro
til.
Vi kom rimelig hurtig op i fart, og dronningen af taber-tag holdt
åren nogenlunde under vand – en enkelt gang lidt for dybt... Men vi
holdt stand og
med de sidste pisk fra Poul Erik kom vi i mål i tiden 2,25. Vi havde
holdt rytmen i nogenlunde jævnt tempo, uden at lave piskeris og
uden taber-tag, så vi var trætte og stolte, da vi fik medaljen om
halsen.
… og er det så nødvendigt at nævne, at vi var
den eneste båd i klassen...???
Hilsen Tina
|
Søvej 5A, Jels
